Forår


Ja, vist gør det ondt

Ja, vist gør det ondt, når knopper brister.
Hvorfor ville foråret ellers tøve?
Hvorfor ville al vores brændende længsel
bindes i det frosne bitreblege?
Hylsteret var jo knoppen hele vinteren.
Hvad er det nye, der tærer og sprænger?
Ja, vist gør det ondt, når knopper brister,
ondt for det der vokser
og det der lukker.

Ja, nok er det hårdt, når dråber falder.
Skælvende af ængstelse, tungt de hænger,
klamrer sig til kvisten, hæver, glider �
vægten trækker dem nedad, selv om de klamrer.
Svært at være usikker, bange og delt,
svært at føle dybet trække og kalde,
alligevel blive siddende tilbage og bare dirre �
svært at ville blive -
og ville at falde.

Da, når tingene er værst, og intet hjælper.
Brister i jubel træets knopper.
Da, når frygten ikke længere dem holder
falder i et glitter kvistens dåber
glemmer, at de var skræmt af det nye
glemmer, at de var bekymrede for rejsen.
Føler et sekund sin største tryghed,
hviler i den tillid,
der skaber verden.